KLINTERNE

De største og smukkeste klinter findes langs Skovbanke. Neden for klinten er der en ganske smal bræmme af storstenet strand, som overskylles i stormvejr. Da kysterosionen er meget voldsom, står den næsten 24 m høje og ofte helt lodrette klint uden plantedække.

Klinten består helt igennem af istidsaflejringer i form af stenet ler, såkaldt moræneler, samt tykke mængder af sand og grus.

​

Moræneleret ses flere steder i klinten, og som regel vil man kunne se, at der ligger ét lag i den nedre del af klinten samt et andet i i klintens top. Hvert lag af moræneler er afsat af en gletscher, der skred ind over øen i sidste del af istiden, Weichel Istiden. Det nederste morænelag er det ældste og er efter alt at dømme afsat i tilknytning til den gletscher, der trængte ind over landet fra nordøst for ca. 20.000 år siden. Over moræneleret vil man se en tyk 'pakke' af sand og silt (en mellemting mellem ler og fint sand). Sandet og siltet er afsat af det smeltevand, der blev dannet ved afsmeltningen af den is, der afsatte det nederste moræneler.

​

Op mod toppen af 'sandpakken' kan man se mange flotte strukturer, der viser at laget er bøjet og foldet af den gletscher, der skred ind over Omø som et genfremstød i den seneste del af Weichel Istiden og afsatte det øverste lag af moræneler. Moræneleret i klintens øverste del er afsat af en gletscher, der trængte ind over landet fra syd og sydøst for ca. 17.000 år siden. Flere steder kan man se, at moræneleret indeholder et stenet lag, hvilket nærmest deler enheden op i to. Det gletcherfremstød, der afstatte det øverste morænelag, dækkede kun det sydøstlige Danmark og markerer samtidig afslutningen på istiden.

​

På stranden kan man se skurestriber fra gletscherne på mange af de store stenblokke.

​

Den sydligste del af disse klinter er bevokset med krat, urter og græs, og disse partier er nogle af øens smukkeste. Den midterste del udgøres af nøgne skred med krat på toppen, og mod nord er skrænterne igen lavere og helt bevoksede.

Vegetationen på de høje sydvendte skrænter er meget afvekslende og rummer en del interessante arter. Her findes således naturligt krat af havtorn, bukketorn, slåen, hunderose og brombær. Disse stærkt tornede krat er vanskelige at færdes i, men ind imellem findes så interessante ting som småskulpet dodder, klinte, glat rottehale, kold-rottehale, strandløg og farve-gåseurt. De dominerende græsser er fladstrået rapgræs, strand-svingel, draphavre, kvik og hundegræs. Sommeren igennem antager klinten forskellige farver alt efter den i øjeblikket dominerende blomstrende art.

​

Der er gule perioder med følfod, bidende stenurt, gul snerre og håret høgeurt. blålige med musevikke eller mark-krageklo og til sidst et blomstertæppe af lilla knopurt. Hertil kommer et islæt af engelskgræs, agersnerle, grå- og mark-bynke, pimpinelle, vild kørvel og hvas randfrø.

​

Oven for klinten findes krat af elm og syren, sejle-røn, æble, sur-kirsebær og sølvpoppel. Et par steder er der læplantninger af bjergfyr, sitkagran og et par poppel-arter.

​

På den nordligste del af skrænten findes de eneste voksesteder for bakketidsel og filtet kongelys.

​

Øverst i klinten har hundredevis af digesvaler deres redehuller, der er 75 cm dybe. Kig op og nyd det myldrende liv af digesvaler, der flyver til og fra deres redehuller for at fodre deres unger.

​

LITORINASKRÆNTEN 

En speciel skrænttype udgøres af den lave stenalderskrænt fra Draget til Ørespids. Store partier er her beklædt med bukketorn- og slåenkrat. Karakterplante for denne strækning er rosenkatost. Et enkelt sted er der en mindre bevoksning af cikorie, som også findes langs flere af øens veje.

​

STRANDOVERDREV

Strandoverdrev findes veludviklet langs nordkysten mellem Kirkehavn og Revspids, langs vestkysten fra Lillemose mod fyret og i særdeleshed på kyststrækningen mellem fyret og Ørespids. Overdrevene er dannet på de lave strandvolde, som langs kysten forekommer i flere til dels udjævnede rækker. Underlaget er rullesten iblandet sand og tang, og oven på dette opskyllede materiale er der så i tidens løb dannet et tyndt morlag. I tørre somre er de som følge heraf stærkt afsvedne, men i forsommeren især præges de af en artsrig vegetation.

​